Barnløshed og depression

Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmailFacebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Barnløshed og depression

Hvad kan du selv gøre for at klare en depression i forbindelse med behandling for barnløshed?

I denne uge vil jeg overlade ordet til Sanne. Efterhånden kender jeg Sanne ganske godt, fordi hun er kommet hos os mange gange. Da Sanne skulle starte på IVF behandling i sidste uge, var hun anderledes end hun plejer. Hun så mere glad ud og havde en helt anden kropsholdning og udstråling end tidligere. Sanne fortalte mig, hvordan 2 sessioner hos en terapeut totalt har omprogrammeret hendes måde at tænke på, så problemer er blevet til muligheder. Forskellen er så udtalt, at jeg har spurgt Sanne om hun vil skrive en beretning. Jeg tror, at mange andre som kender til barnløshed og depression kan se sig selv i Sanne. Måske kan du få inspiration til at foretage nogen ændringer i fortællingen om dit liv?

Sanne fortæller

“Jeg sad i sofaen hos terapeuten og hun havde netop spurgt mig, hvorfor jeg var kommet. “Vi kan ikke få børn. (…), men vi har vores datter på to et halvt år”, fik jeg som den største selvfølgelighed svaret. For sådan var det jo. Min historie er, at vi ikke kan få børn, uanfægtet at vi rent faktisk har haft held med at producere vores datter. Terapeuten greb selvfølgelig dette paradoks med det samme, og det blev starten på halvanden times ” omprogrammering” af mine mere eller mindre uhensigtsmæssige fortællinger og historie, som jeg gennem årene har bygget op som en mur omkring mit ellers så positive sind. Tre uger senere sad jeg igen halvanden time i samme sofa, nu totalt forandret og en million spekulationer og negative tanker lettere.

Vi har netop taget hul på vores femte behandling på Dansk Fertilitetsklinik. Vi ønsker os brændende barn nummer to, så brændende at det på et tidspunkt var alt hvad jeg kunne fokusere på.

Jeg havde i lang tid holdt fanen højt, jeg lod mig ikke gå på af gravide maver i IKEA eller når en bekendt på Facebook postede et scanningsbillede fra 12. uge. Men efter tre fejlslagne ICSI-behandlinger og en biokemisk graviditet, begyndte jeg helt ærligt at hænge lidt med næbbet. Jeg kunne slet ikke glæde mig over at jeg rent faktisk blev gravid den ene gang. Dengang fokuserede jeg udelukkende på aborten og det negative.

Jeg blokerede de bekendte på Facebook og alle deres babybilleder, i et forsøg på at skåne mig selv. Hver gang jeg så en gravid, var tanken noget i retningen af “hun aner ikke hvor heldig hun er. Hvor er det uretfærdigt, hvorfor går det her ud over mig?”. Jeg gik i offerrollen. En af mine kernehistorier var, at det største jeg kunne give min datter, var at hun skulle opleve at blive storesøster – igen et hak i nøden til mig selv, og en følelse af at fejle som mor og ikke slå til.

Dertil kom så tiden når et æg var lagt op og 14 dage skulle gå i uvished og venten, indtil HCG blodprøven kunne tages. Jeg tror at alle der har været, eller er i fertilitetsbehandling, vil give mig ret i, at disse 14 dage er den værste ventetid og “limbo-land”, som jeg kalder det. Man kan hverken gøre fra eller til, udover at håbe på det bedste… Og med erfaring i bagagen, forvente det værste.

Jeg krøb i ugen op til blodprøverne helt ind i mig selv, blev stille og undgik helst mine omgivelser. Efter en negativ blodprøve røg jeg i hullet, et hul som for hver gang føltes dybere og dybere. Og til sidst tog det mig flere uger at komme op, og jeg følte efter den tredie negative blodprøve, aldrig at jeg  helt kom op igen.

Det som for alvor fik mit bæger til at flyde over, var før sommerferien, da vi netop skulle til at påbegynde vores femte behandling. Min mand fik en enkelt dag 39 i feber. Derfor 3 måneders feber-karantæne og yderligere ventetid = at vores datter blev ENDNU ældre før hun kunne blive storesøster.

Jeg var fyldt op af negative prøver, ulykkelig over heldet der udeblev og følte mig i den grad uretfærdigt behandlet af de højere magter. Jeg fik vanskeligere ved at stå op og gå på arbejde, og når jeg kiggede på vores datter var min umiddelbare tanke, at hun repræsenterede det som vi ikke kunne få og det fik mit hjerte til at bløde. At vores familie aldrig ville blive komplet hvis vi kun var tre. Jeg var ikke i stand til overhovedet at glædes over det jeg havde og alt som kørte for os. I stedet var jeg trist, bitter og følte i hvert fald ikke, at jeg burde være taknemmelig for noget som helst, når nu livet var så uretfærdigt. Det var så her min mand trådte i karakter og på mine vegne lavede en aftale med en NLP- og hypnoterapeut.

Så i stedet for, at bruge sommerens ventetid på at grave mit eget hul dybere, brugte jeg sommeren på at få det bedre. Meget bedre. To gange halvanden time i sofaen hos terapeuten på Østerbro var hvad der skulle til.

Jeg fik “omprogrammeret” mine historier. Det største jeg kan give min datter er ikke, at hun bliver storesøster. Hun ved ikke engang hvad det vil sige at være storesøster. Nej, det største jeg kan give hende, er en god barndom, fyldt med kærlighed, smil og nærvær. Og det kan hun sagtens få, både med eller uden småsøskende.

Det hus vi netop har købt, har et værelse, som hele tiden har været tiltænkt vores andet barn, og det har gjort ondt på mig, at gå ind i det tomme værelse og ikke vide om det nogensinde ville blive til et børneværelse. Det gør ikke ondt længere. Jeg tænker i stedet, at bliver det værelse ikke et børneværelse, så bliver det mit værelse. Mit arbejds/hygge/læse/pigeværelse. Jeg ser nu en masse muligheder i familielivet med kun ét barn. F.eks. kan jeg måske lidt hurtigere end ellers finde mere tid til mit arbejde, som jeg elsker og som giver mig stor tilfredsstillelse. Jeg kan dedikere familietiden fuldt og helt til min datter, som vi har og som jeg nu er SÅ uendelig lykkelig for er her, og taknemlig for, vi har fået.

Jeg ser ikke længere fertilitetsbehandlingen som et nødvendigt onde, fordi vi er ofre for ufrivillig barnløshed. Vi er jo ikke barnløse, og vi kan faktisk godt få børn, bare ikke hjemme i soveværelset som de fleste. Behandlingen føles nu mere som et aktivt tilvalg, som jeg er så privilegeret at kunne vælge. Det er da værd at glæde sig over!

Med fare for at lyde frelst, har det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv, næst efter dengang vi var i behandling og fik vores datter, været at få professionel hjælp til at få styr på mit hoved og mine tanker, fortællinger og historier. Når man befinder sig i et langt og opslidende behandlingsforløb, fordi kroppen ikke virker, kan det ikke undgås at hovedet også bliver påvirket, og måske endda på et tidspunkt holder op med med at virke; og bum, så ligger man der med en depression.

Jeg tror på, at en sund psyke og en god stabil mental tilstand kun kan påvirke vores igangværende femte behandling i positiv retning. Om det gør mig gravid må tiden vise, og selv i det tilfælde vil man nok aldrig vide hvad præcist der gjorde udslaget. Men uanset hvad, så har jeg det i dag langt bedre end for få måneder siden. Jeg tror på, at vi kan få vores andet barn, og hvis ikke det lykkes, jamen, så stod det bare ikke skrevet i stjernerne for os.

Vi har heldigvis en masse andre ting og mennesker i vores liv at glæde os over, og så kan vi jo altid vælge (om økonomien tillader det) at fortsætte med at forsøge, for midt i kontroltabet som ufrivillig barnløshed er, har jeg stadig et valg. Jeg vælger at glæde mig over det jeg allerede har. Jeg vælger at ville det bedste for mig selv og jeg vælger at acceptere og få det absolut bedste ud af de kort jeg har fået.

Med håb om at kunne inspirere og give gode erfaringer videre. Pas på jeres psyke og vælg at gøre noget godt for jer selv.

Sanne, 28 år, i fertilitetsbehandling og i dag meget klogere og lykkeligere end i går.”

 

Har du også en historie du vil fortælle eller gode råd til andre i samme situation?

Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmailFacebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Comments

comments

Leave a Comment